Differen-tiering vha. A-Doc

Dokumentation skal sikre Danmarks konkurrencefordele inden for fødevareeksport

Danmark er i udlandet kendt for høj husdyrsundhed og fødevaresikkerhed. Ensartede EU-regler på begge områder skaber imidlertid et behov for udvikling af nye, dokumenterede kvaliteter i fødevarer. Projekt A-Doc er et netværk imellem fødevareproducenter og videninstitutioner, som skal styrke denne udvikling. 

En række fødevareproducenter og DTU har indgået samarbejde om projektet A-Doc med henblik på at styrke en udvikling, hvor danske fødevareproducenter fortsat kan differentiere sig ved hjælp af videnskabelig dokumentation af egenartede kvaliteter og autenticitet.
Fødevareproduktion spiller en betydelig rolle i dansk økonomi og er fortsat den sektor, der genererer det største eksportoverskud. Det er en rolle som bygger på den særlige tillid, som danske fødevarer nyder i udlandet, og som indebærer eksportpriser, der generelt ligger over verdensmarkedspriser. I historisk lys bygger tilliden på det veterinære beredskab, som tidligere indebar udryddelsen af kvægtuberkulose, mund- og klovesyge, Aujeszky’s sygdom, kvægleukose og mange andre infektioner i husdyr. Siden kom indsatsen mod antibiotikaresistens og udviklingen af et fødevaresikkerhedsberedskab til. 

Fødevareerhvervets udfordringI dag er såvel det veterinære beredskab som fødevaresikkerhed – og også økologiregler - imidlertid omfattet af en EU-lovgivning, der indebærer samme vilkår i Danmark som i de øvrige EU-lande. Og det er en ofte formuleret politik at denne fælles lovgivning skal sikre ensartede konkurrencevilkår.

Det var imidlertid kvalitetsdifferentieringen og den dermed forbundne dokumentation, som skabte danske fødevarers internationale renommé. Men i dag er der ensartede EU-regler på alle de parametre, hvorved Danmark tidligere kunne hævde sig i forhold til andre fødevareproducerende lande, og derfor er der behov for en ny kvalitetsdifferentiering samt en uvildig dokumentation af de egenartede kvaliteter.

Formålet med A-Doc

A-Doc er et netværksprojekt, som vil identificere specialfødevareproducenter med en vision om at fremelske særlige kvaliteter i en fødevare, der kan udnytte vidensinstitutioners teknologi til videnskabelig identifikation af sådanne kvaliteter i produktet. 

Samarbejdet vil indebære mulighed for yderligere målrettet kvalitetsudvikling samt en dokumentation af de anpriste kvaliteter, og dermed kan fødevaereproducenterne markedsføre deres produkter med henvisning til dokumentationen af kvalitet og autenticitet. 

Kvaliteter som i projektet søges dokumenteret er f.eks. ernæringskvaliteter samt smag og historik baseret på bæredygtighed, dyrevelfærd, terroir, genressourcer i råvarevalg o.a. Netværket vil formulere konkrete samarbejdsprojekter imellem producenter og videninstitutioner og har som perspektiv at etablere et fremtidigt nationalt organ for kvalitets- og autenticitescertificering.

A-Doc netværket vil desuden kortlægge erhvervsperspektiverne i et samarbejde mellem viden og erhverv med potentiale for merværdi og vækst, både for de deltagende producenter og dansk fødevareproduktion generelt.

Partnerne i A-Doc

Netværket omfatter syv mindre producenter af specialfødevarer samt via DTU Fødevareinstituttet kontakt til teknologiplatforme på universiteter og andre videninstitutioner. Der søges til stadighed flere partnere til projektet.  

For yderligere oplysninger om A-Doc:
Kontakt projektleder Laurids Siig Christensen, DTU, på telefon 40 15 53 01 eller siig@horsekaer.dk.


A- Doc projektet er bevilget til netværksforeningen Smagen af Danmark.

VIFU (Videncenter for Fødevareudvikling) administrerer projektet, der er støttet af GUDP-midler fra NaturErhvervsstyrelsen (J.nr. 3405-11-0417).
 


« Tilbage til oversigten