Invitation til debat

Rundt omkring i landet forsøger danskere at give sig i kast med produktion og salg af fødevarer. Nogle etablerer forretninger, hvor de kan sælge til lokalområdet. Andre forsøger i større målestok at nå ud til restauranter og forretninger med alt fra økologiske æg til specialbryggede øl.

 

Men opstarten for små og innovative fødevarevirksomheder kan være svær. For vil man ind på fødevaremarkedet i Danmark, er der en række regler og love, som skal overholdes. Det gælder alt fra autorisation til at producere og sælge i et bestemt område, egenkontrolprogrammer, emballageafgifter til mærkningsordninger og krav om specialindrettede køkkener.

 

Derfor starter Altinget: fødevarer nu en ny debat, hvor vi stiller spørgsmålene: Spænder dansk fødevarelovgivning ben for, at små fødevarevirksomheder kan komme ind på markedet? Hvordan? Hvorfor? Og hvilke lovændringer kunne gøre det lettere for opstartsvirksomhederne?

 

Dét spørger vi et panel af mindre virksomheder og brancheorganisationer om, og vi håber derfor, at du vil give dit besyv med.

 

DEADLINES OG FORMAT

Et debatindlæg på Altinget har en længde på omkring 500 ord (ca. en side). Der er ikke krav til, hvordan du går til emnet. Du er også velkommen til i dit indlæg at kommentere på de øvrige debatindlæg, der er udgivet.

 

Alle indlæg bliver bragt en gang om ugen til vores læsere med de relevante nyhedsbreve og er efterfølgende online på Altingets hjemmeside.

 

Vi håber meget, du har lyst til at være med. Giv Lærke Cecilie Lindegård besked senest 10. maj kl. 12.00, om du ønsker at bidrage.


« Tilbage til oversigten